Udviklingsprojektet er tæt knyttet til rapporten "Motionsløbere
i Danmark" som på baggrund af interviews med over 4.000 løbere
peger på, at der er særligt stort potentiale for at få flere
medlemmer blandt de løbere, der i rapporten betegnes som
hhv.sundhedsløbere og udfordringsløbere. Dette skal naturligvis ske
ved at lave tilbud, der matcher disse grupper af løberes
forventninger og behov.
Dansk Atletik Forbund tilbyder derfor nogle spændende
udviklingsforløb for klubber, som har lyst til at være med til at
forsøge at lave tiltag for netop disse to grupper af
løbere.
Konkret søges klubber i tre forskellige "kategorier":
- Klubber som pt. ikke har deciderede motionsaktiviteter på
programmet, men er interesseret i at starte træningstilbud med
fokus på begynderløbere
- Klubber som allerede har motionsaktiviteter på programmet, og
er interesseret i at forbedre sine tilbud til de mindst erfarne
løbere, med henblik på at få flere medlemmer af denne type
- Klubber som kunne tænke sig at forbedre tilbuddene, til den
type af løbere man kan kalde udfordrings- eller konkurrenceløbere.
Det er ikke et eliteudviklingsprojekt, men et projekt, som går ud
på at forbedre tilbuddene for de løbere, hvis primære motivation
for at være medlem i foreningen - uanset niveau - er at løbe
hurtigere eller længere
Klubudviklingsforløbets formål er at medvirke til, at din klub
får flere medlemmer, dygtigere trænere og bedre træningstilbud.
Effekten heraf skulle gerne være at øge antallet af deltagere ved
klubbens arrangementer som f.eks. motionsløb, hvilket øger klubbens
indtægter; at gøre klubben mere synlig i lokalområdet, at sikre
bedre forhold for foreningens virke. Alt sammen effekter, der vil
gøre klubben endnu mere attraktiv.
Klubbens uddannede trænere vil desuden modtage et sæt lækkert
DAF-træningstøj.
DAF tilbyder:
- Konsulentbistand ift. udarbejdelse af træningstilbud og
arrangementer for medlemmer
- Konsulentbistand ift. lokal markedsføring
- Deltagelse i målrettede trænerkurser
- Deltagelse i DAFs Motionsseminar
- Trænerhjælp i en opstartsperiode
- Opfølgende hjælp og sparring
Konsulentbistanden er naturligvis gratis og der er mulighed for
økonomisk støtte ift. iværksættelse af markedsføring og andre
aktiviteter, men der skal påregnes udgifter til trænerkurser.
Udviklingsforløbet ledes af et at løbe- og motionsverdenens
anerkendte navne, nemlig Thomas Nolan, som netop er ansat som
motionskonsulent i DAF. Teamet bag forløbet består desuden af
udviklingskonsulent Morten Nielsen (Morten er fysioterapeut og har
tidligere været træner i bl.a. DAF og Esbjerg AM), motionskonsulent
i MotionDanmark Maria Severin, der har en fortid som topsprinter og
er cand. scient. i idræt. Fra Danish Sports Academy er også Brian
Dåsbjerg - fysioterapeut, træningsvejleder og verdensmester (2010)
i individuel Militær Femkamp - tilknyttet. Alle fire har således et
mangeårigt, indgående kendskab til løbe- og foreningsverdenen og vi
er glade for at kunne tilbyde klubberne sparring og hjælp fra dette
stærke firkløver.
Hvis du og din klub er interesseret i et af
klubudviklingsprojekterne, eller i første omgang bare ønsker
yderligere oplysninger, så ring eller skriv til Thomas Nolan på
2347 9454 /
nolan@dansk-atletik.dk.