En særlig smal genre inden for film kredser om løb. Mest berømt
er nok den britiske "Viljen til sejr", hvis kendte filmtema af den
græsk-franske komponist Vangelis siden er blevet brugt i et utal af
sammenhænge. Men der findes faktisk en del flere "løbefilm", som
det ville være oplagt at medbringe i sommerhuset, når den danske
sommer viser sig fra sin mest regnfulde side.
MotionDANMARK anbefaler her en lille liste:
Prefontaine (USA, 1997)
(Instr. Steve James)
Steve Prefontaine (1951-1975) er løbernes svar på James Dean.
Hans alt for tidlige død i en bilulykke som 24-årig stoppede brat
en lysende karriere, som først skulle til at begynde. Han prægede i
høj grad den historiske 5000 meter finale ved OL i München 1972,
men endte lige uden for medaljerækken. I filmen klippes der mellem
autentiske tv-optagelser af finalen og iscenesatte nærbilleder af
skuespillerne. For kendere af løb kan det undertiden virke lidt
komisk, men rent filmisk fungerer det fint. SE KLIP
Løb for livet (The Jericho Mile, USA 1979)
Mange år inden mesterinstruktøren Michael Mann lavede
nyklassikeren "Heat" med Robert deNiro og Al Pacino, drejede han
denne tv-film, som i sin tid faktisk fik dansk biografpremiere.
Filmen forener løbefilmen med en anden populær genre:
"Fængselsfilmen". Hovedpersonen Murphy, der er idømt fængsel på
livstid, vælger at isolere sig, men finder frihed i løbetræningen
inde i fængslets gårde. Vagterne spotter hans talent og ser
OL-potentiale i ham; noget, som imidlertid ikke har Murphys
interesse, indtil han tager en vigtig beslutning. SE KLIP
Endurance (USA 1999)
(Instr. L. Wooddhead & Bud Greenspan)
For nylig løb legenden Haile Gebrselassie sit sidste løb på
bane, da han ved et stævne i Holland forgæves forsøgte at tilkæmpe
sig en plads på Etiopiens hold til OL i London. Tilbage i 1996
vandt han OL-guld på 10000 meter. Filmen fra 1999 blander på
fascinerende vis dokumentaroptagelser fra legene i Atlanta med
iscenesatte skildringer af den lille Hailes fattige opvækst, hvor
han som dreng på transistorradioen hørte landsmanden Miruts Yifter
vinde guld i Moskva 1980. I filmen bliver Hailes forældre spillet
af virkelighedens personer. SE KLIP
Four Minutes (USA 2005)
(Instr. Charles Beeson)
Tv-film baseret på den legendariske Sir Roger Bannisters
karriere. Englænderen - der i dag er 83 - løb som den første løber
nogensinde en Engelsk Mile (1609,32 meter) på under 4:00,00 min.
Det skete i Oxford i 1954 - få måneder før Bannister vandt EM på
1500 meter. At løbe milen på under fire minutter blev senere kendt
som en "drømmemile". I mange år blev grænsen anset som umulig at
bryde, men faktisk stod Bannisters rekord kun i 46 dage. I filmen
spilles Bannister træner, den ben-amputerede krigsveteran Archie
Mason, af Christopher Plummer. SE KLIP
Viljen til sejr (Chariots of Fire, GBR
1981)
(Instr. Hugh Hudson)
Klassisk storfilm baseret på den semi-autentiske historie om de
to Cambridge-studerende, Eric Liddell og Harold Abrahams, som løb
for Storbritannien ved OL i Paris 1924. Liddell er den strengt
troende skotte, som nægter at stille op på 100 meter, da heatet
ligger på en hellig søndag. Abrahams er jødisk og kæmper imod
samfundets fordomme. Det Britiske Filminstitut har rangeret filmen
som nr. 19 på en liste over de 100 bedste britiske film gennem
tiderne. SE KLIP
Bonus:
Pusher (DK 1996)
(Instr. Nicolas Winding Refn)
Nok falder denne film helt uden for kategorien "løbefilm". En
central scene, hvor hovedpersonen Frank er på flugt, viser dog
skuespiller Kim Bodnias evner som løber. Og jo, den er god nok. På
Dansk Atletik Forbunds rangliste for sæsonen 1982 finder man
faktisk Kim Bodnia (Helsingør IF) som nr. 13 blandt de 17-18 årige.
Hans tid på 100 meter? 11,5 sek. - håndstoppet.
Se den langsomme gengivelse af Kim Bodnias løb her (musikken er ikke fra Pusher, men førnævnte
Viljen til sejr).