Zatopek - det tjekkiske lokomotiv

Emil Zatopek var en særpræget løber og et enestående menneske. Når han løb, lignede han alverdens pinsler, men udenfor var han en smilende humørspreder. I 1949, 50 og 51 blev han kåret til verdens bedste idrætsudøver, og ved OL i 52 vandt han tre guldmedaljer - som han i øvrigt delte ud til værdigt trængende. Terje Nordberg fortæller om den tjekkiske legende.Zatopek1

Af Terje Nordberg

Emil Zatopeks løbebane startede lidt tungt en forårsdag i 1941. Han var 19 år og arbejdede på en skofabrik, der på samlebånd producerede 2200 gummisko om dagen. Et temmelig ensformigt job som kunne få en til at tænke på filmen Moderne Tider. Men måske har de evindelige gentagelser - på godt og ondt - sat sig fast i hans krop og tankegang. For Zatopek var om nogen eksponent for gentagelsernes muskel- og lungekværnende monotoni. 60 runder på stadion. 24 km, ja op til 40 km rundt og rundt. Dag ud og dag ind. I bælgravende mørke. Året rundt. Hans hoved rullede faretruende fra side til side, ansigtet i smertelige folder og albuerne som hidsige plejlestænger fra side til side. "Han løber, som om han har en løkke om halsen," skrev en amerikansk sportsjournalist om ham… det mest rædselsvækkende syn siden Frankenstein, på nippet til at blive kvalt, lyserød i ansigtet og med tungen hængende ud af mundvigen. Dramatisk beskrivelse - men æstetisk var det ikke. Zatopek var ligeglad: Det er jo ikke nogen skønhedskonkurrence!

Det modvillige talent
Direktøren for skofabrikken ville gerne vise, at hans medarbejdere var i god form og kaldte alle mand ud til et gadeløb i byen. Emil var stædig og gad ikke løbe med. - Jeg løber så dårligt, sagde han. Jeg har dårligt knæ! - Det er lige meget, sagde skoleinspektøren, jeg er ligeglad, om du kommer sidst, men du skal med! Den modvillige løber blev sendt til lægen for at blive tjekket, og da lægen ikke kunne finde noget, fik han besked om at finde et par tennissko frem. Som et sidste forsøg på at slippe listede den unge Emil sig ind på læsesalen og gemte sig bag en bog. (Zatopeks opposition mod autoriteterne skulle senere slå ud i fuldt flor). Men det nyttede ikke, og for første gang befandt han sig på startstregen til et løb. Da startskuddet lød, vågnede hans konkurrenceinstinkt, og han satte pludselig farten op gennem byens gader.  Det blev til en andenplads i det 1,4 km lange løb - og en fyldepen i præmie! Men det hjalp ikke på motivationen. Ikke umiddelbart. Der var i hvert fald ingen opbakning hjemmefra. Faren var en hårdtarbejdende snedker med seks børn og syntes bestemt ikke om, at sønnen skulle rende rundt og spilde tiden.

I hestens fodspor
Arbejdet på skofabrikken var som sagt ensformigt i sig selv, og det blev ikke bedre af, at der til jobbet hørte aftenundervisning på den tekniske fagskole. Det blev til lange arbejdsdage, som kedede den unge mand gudsjammerligt, og hans løbeture, som efterhånden blev kronet med succes, blev derfor en måde at slippe væk fra det monotone samlebåndsarbejde på. Folk omkring ham var blevet opmærksomme på hans talent, og allerede i '41 deltog han i det tjekkiske mesterskab på 1500 meter og kom ind på rn femteplads. I mellemtiden havde han læst om den store finske løber Paavo Nurmi og var begyndt at lave sit eget træningsprogram. I 1944 satte han tjekkisk rekord på 2000, 3000 og 5000 meter, og efter krigen fik han plads som elev på militærakademiet. Her blev han advaret, for det var ikke nemt at komme til at træne i det militære, men Emil var kreativ og fandt en god og opvarmet løbebane i ridehallen. Her løb han rundt i manegen sammen med hestene. Men det bedste var at træne udendørs, gerne i sneen og iført tunge læderstøvler!Zatopek2

Gennembruddet
Krigen berøvede Zatopek for hans første karriereår. Han var soldat, og de tyske okkupanter holdt øje med ham, når han luskede ud i skoven efter mørkets frembrud for at træne. Desuden blev de nationale idrætsorganisationer holdt nede med hård hånd. Men da freden endelig brød løs og tjekkerne festede i gaderne, var Emil Zatopek klar til sit internationale gennembrud. Ved EM i Oslo 1946 blev han således nummer fem på 5000 m og gav sin egen tjekkoslovakiske rekord  på 5000 meter et ordentlig skub nedad fra 14.50 til 14.25. Men det var kun begyndelsen. Ved OL i London tre år senere blev 5000 meter en af de mest dramatiske øvelser.  I silende regn plaskede løberne sig vej på den våde cindersbane med belgieren Gaston Reiff i front. På et tidspunkt lå Zatopek 50-60 meter efter, og slaget synes tabt. Men så satte det "tjekkiske lokomotiv" dampen op, og tusinder af træningsrunder med indlagte spurter kom ham nu til gode. Ingen løber på den tid trænede så hårdt som Zatopek, og med en smertefuld viljesindsats kom han op til Reiff, men endte 0,2 sek. efter over målstregen. På 10000 m tog Zatopek revanche og vandt sin første olympiske guldmedalje (billedet ovenfor). Fra den dag og frem til OL i Helsinki '52 var Zatopek ubesejret i 72 løb over 5000 og 10000 m.

Så bliver det ikke større
Forberedelserne til OL i '52 var præget af sygdom og negative oplevelser. Men den gamle talemåde om generalprøven og premieren viste sig at holde stik. Alt gik galt. En forkølelse som ikke ville forsvinde, bronkitis, sygeleje og strenge advarsler fra lægerne fik Zatopek til at overveje, om han i det hele taget skulle stille op. Men hans stædighed kom ham endnu en gang til hjælp. Han stak af fra sygesengen og gik i gang med sine evindelige runder i højt opdrevet tempo. Dagene i Helsinki blev et sandt triumftog. Først to guldmedaljer på 5000 og 10000 meter - som forventet - og i den superform han var, valgte han også at stille op på maratondistancen. Her viste Zatopek sit store overskud og fulgte ifølge historien favoritten, englænderen Jim Peters, som en skygge hele vejen. Ved 15 km-mærket henvendte han sig til konkurrenten - uerfaren som han var med maratonløb - og spurgte om tempoet var tilpas. Peters, som ville lokke den uerfarne Zatopek til at kvæle sig selv, svarede, at det var for lavt - og dermed satte Zatopek ind med et ekstra gear og efterlod alle konkurrenter, inklusive Peters, som måtte udgik og aldrig kom til mål. 

Romantikken blomstrede
Succeserne ville ingen ende tage, og i den finske hovedstad blev Emil Zatopek en hel idrætsverdens darling. En af dem, der lod sig erobre, var den tjekkiske spydkaster Dana Zatopkova, som ligeledes vandt guldmedalje ved legene. Ægteparret fik nærmest mytologisk status i hjemlandet og blev i de kommende årtier ambassadører for idrætten og rejste verden rundt. Emil talte seks sprog, og i 1957 kom parret i særligt fokus, da de bidrog til, at den romantiske forbindelse mellem den amerikanske hammerkaster Hal Connolly og den tjekkiske spydkaster, Olga Fikotova - kunne komme i stand. Emil og Dana henvendte sig personligt til den tjekkoslovakiske præsident for at få ham til at give den nødvendige tilladelse til det politiske giftemål. Ved OL i Melbourne '56 ville Zatopek forsvare sin guldmedalje i maraton, men sygdom havde sat ham tilbage. Han blev nummer seks i løbet og stoppede karrieren året lige efter.  Han forsøgte sig - uden held - som træner, men blev frustreret, fordi hans elever ikke var villige til at underkaste sig hans benhårde træningsprogram.Zatopek3

Nedtur og  berømmelse
Zatopek havde altid været et trofast medlem af kommunistpartiet, men da det tjekkiske forår kom i 1968, støttede han den demokratiske side af partiet, og i det efterfølgende opgør med dets tilbagevenden til betonkommunismen blev han frataget alle sine udmærkelser og sin stilling i militæret og sendt ud i glemsel. Først i 1990 blev han rehabiliteret af Vaclav Havel efter at have tilbragt mange, lange år som skraldemand og grubearbejder. Dette arbejde nedbrød ham fysisk, og de sidste 10 år levede han syg og tilbagetrukket og døde efter lang tids sygdom i 2000.

Han blev i 2012 hædret som det første af 12 medlemmer af det internationale atletikforbund IAAFs Hall of Fame, og året efter udnævnte redaktørerne af Runner's World ham til Greatest Runner of All Time. Han var den første løber under 29 minutter på 10.000 m og satte i løbet af de 15 aktive år i alt 18 verdensrekorder på distancer fra 5000 til 30000 meter. Men eftertiden husker ham også som manden, der forærede Ron Clarke - en stor beundrer af Zatopek - en lille pakke, da australieren besøgte sin helt bag jerntæppet i 1966. - Vis den ikke til nogen, før du er kommet over grænsen, sagde han. I pakken lå hans guldmedalje fra 10000 meteren i Helsinki. Emil Zatopek syntes 60'ernes største langdistanceløber fortjente den.  

Terje Nordberg

Terje Nordberg er tidligere atletikudøver i disciplinen sprint. Derudover har Terje udgivet flere bøger om løb & motion for børn og unge.