The Dream Mile - en engelsk mile (1609 meter) - under fire
minutter var i mange år omgærdet af myter. Allerede i 1876 dukkede
der rygter op om, at pawnee høvdingen Black Hawk havde løbet
distancen på 3.58 minutter, meeen…..? Rygter om løbere, som
på hengemte baner og uden tilskuere og pressefolk, havde løbet
under fire minutter blev ved med komme. Flere af datidens topløbere
blev nævnt som "hemmelige drømmeløbere", bl.a. amerikaneren Glenn
Cunningham, som i 1930erne var indehaver af den officielle rekord
på distancen med 4.06 minutter og newzealænderen John Lovelock,
guldmedalje vinder på 1500 m ved OL i Berlin, 1936. På de
officielle lister var det de to svenskere, Arne Andersson og Gunder
Hägg som lå tættest på de magiske fire minutter. Sidstnævnte havde
i 1945 sat verdensrekord med tiden på 4.01.4 minutter, 0,2 sekunder
bedre end landsmanden Anderssons gamle rekord fra 1944. Mange
pressede på, men ingen kunne tilsyneladende forcere den psykiske og
mental barriere.
Men så kom Bannister
Roger Gilbert Bannister var tynd og ranglet og ragede 188 cm op
over cindersbanerne. Han var født i 1929 i en af Londons nordlige
bydele. Flid og ambitioner prægede opvæksten, og i 1946 fik han
stipendium til at studere medicin ved Oxford Universitet. Den unge
mand var opfyldt af en gudbenådet ambition om at nå til tops - både
i idrætten og den akademiske verden. Året forinden havde han siddet
på White City Stadium i London og beundret de to svenske
verdensrekordholdere og sikkert tænkt store tanker. Overalt i
Europa lå der efter krigen en kraftig opdæmmet længsel efter at se
stor international idræt, og den unge medicinstuderende blev
trukket med i det frodige atletikmiljø i Oxford. Vejen fra
læsesalen til løbebanerne var kort, og der blev sagt om Bannister,
at han i frokostpausen smuttede hen på stadion og løb 10 x 400 m på
60 sekunder med to minutters pause i mellem hver. Det skulle give
46 minutter i alt - og så var der 14 minutter tilbage til
madpakken! Bannister var en virkelig slider og underdrev altid når
han blev spurgt om hvor meget han trænede. I tidsskriftetAthletics
Weeklyskrev han i 1951 at han trænede tre gange om ugen a 45
minutter. Senere indrømmede han, at det snarere var fire gange, men
sandheden var nok at han trænede endnu mere. Han var videnskabeligt
indstillet til træningen og var i virkeligheden en af de første
virkelige systematikere. Desuden trak han aktivt på sin viden om
kemi og medicin. For denne holdning måtte Bannister senere høste en
del kritik. Mere om det senere.
Det var en kold og regnfuld dag
I 1954 skulle vise sig at blive et gennembrudsår for
mellemdistanceløb. Braget kom allerede den 6.maj. Bannister
havde nøje planlagt sæsonstarten sammen med sin træner, østrigeren
Franz Stampfl. Den skulle foregå på den ydmyge atletikbane Iffley
Road i Oxford. Med i løbet var to af hans studiekammerater, Chris
Brasher og Chris Chataway, og de blev nøjagtig instrueret i deres
roller. Den ene skulle være fartholder på de to første
omgange, hvorefter Chataway skulle overtage, for så til sidst at
give plads til Bannisters afgørende ryk på den sidst omgang. Men
ikke nok med det. Til anledningen havde Bannister havde fået
fremstillet håndsyede pigsko med særlig skarpe pigge, og havde, som
en ekstra kuriositet fået sålen belagt med et særligt materiale,
som skulle forhindre skidt og pløre i at fæstne sig fast under
skoene. Det sidste viste sig at være en god ide, for dagen var
regnfuld og blæsende, faktisk så voldsomt, at de overvejede at
aflyse løbet og afvente mere gunstige forhold. Men et kvarter inden
start stilnede vinden og seks løbere stillede op på
startstregen.
Tiden blev 3.59.4 minutter og Bannister var totalt udkørt. Der gik
således tre timer, før pulsen var tilbage til det normale, og da
han blev interviewet til pressen, var hans syn stadig uklart. Det
berømte billede, hvor han bryder målsnoren gik nu verden rundt.
Endelig. Selv om det britiske imperium vakler, så havde englænderne
vist, at de er bedst, når det gælder. Men midt i al begejstring var
der kritiske røster. At bruge fartholdere var vel både usportsligt
og på kanten af reglerne? Men kritikken forstummede, for den
magiske barriere var brudt, og allerede 46 dage senere blev
rekorden slået af australieren John Landy, som løb 3.57.9 minutter.
Der stod nu 1-1 mellem de to konkurrenter. Den store "finale"
mellem de to kom ved Commonwealth Games i Vancouver i august 1954.
Hvem vandt? Det kan du også se på YouTube. Skriv "Miracle Mile
1954" i søgefeltet.
Sjove løbefacts:
Samme års som drømmemilen blev Bannister europamester på 1500 m i
Bern, foran danskeren Gunnar Nielsen, som brød den magiske 4
minutters grænse to år efter Bannister. Det skulle blive britens
sidste sæson. Han satsede derefter på sin karriere som læge og
specialist i neurologi. I 1975 blev han adlet for sin indsats for
engelsk idræt, ikke mindst i kampen mod doping. Det sidste er
interessant, fordi han i sin aktive karriere - sammen med andre
topløbere - selv blev beskyldt for at have taget amfetamin.
Kritikere mente at dette var grunden til det rush af løbere som i
de næste par år løb under fire minutter.
Mens Bannister opgav idrætten for at hellige sig sin civile
karriere fortsatte Gunnar Nielsen træningen og satte i februar 1955
indendørs verdensrekord på 1 mile (4.03,6 minutter) for siden i
september 1955 at sætte verdensrekord på 1500 meter med tiden
3:40,8 minutter. For disse præstationer blev en af dansk idræts
største løbere nogensinde belønnet med B.T.'s guld.
Verdensrekorden på en mile er i dag på 3.43.13 minutter og
indehaves af marokkaneren Hicham El Guerroj. Robert K. Andersen har
den danske rekord på 3.50.79 minutter.
