Egentlig burde det ikke være så svært. Man tager et ben foran
det andet, og gør man det hurtigt nok, kaldes det løb. Men mange,
der starter med at løbe, lægger for hårdt ud, hvilket resulterer i
skinnebensbetændelse og ømme knæ. Og så går træningen fløjten.
Sådan var det også for Ulrika, før hun for godt et år siden
startede med at følge et målrettet løbetræningsprogram.
"Jeg har altid gerne villet kunne løbe, men har aldrig rigtig
haft succes med min træning. Enten kunne jeg ikke få mig selv ud af
døren, eller også lagde jeg for hårdt ud, hvilket betød at
træningen hurtigt blev droppet. Man kan ikke "bare" gå ud og løbe 5
eller 10 km, hvis man ikke har en vis grundform. Det kræver en del
tilvænning for sener og led for at kunne holde til den hårde
belastning ved løb," siger Ulrika.
"Det var først, efter jeg havde født Felix, at jeg for alvor fik
fokus på at optimere min træning og udnytte de få timer, som man
har til rådighed som nybagt mor. Derfor fandt min kæreste en
løbetræningsbog nede i den lokale boghandel til mig og herefter,
begyndte min træning for alvor at tage kegler. Træningsprogrammet
var så simpelt og overskueligt, så der kom hurtigt mange kilometer
i benene," siger hun.
Blod på tanden og kilometer i benene
Faktisk fik Ulrika så meget lyst til at løbe, at hun i dag er i
gang med et løbeprogram til Copenhagen Maraton næste år. For
løbeprogrammet har givet hende lyst til mere:
"Jeg er blevet bidt af at løbe, efter jeg er begyndt at følge et
løbeprogram. Det har givet mig en kæmpe motivation og et spark
bagi, fordi man ved, at dropper man en træningsgang, så skubber det
hele programmet. Og så er det enormt rart at vide, at der står
eksperter bag programmet, som ved, hvordan man bedst muligt når
sine mål uden at ens sener og led lider skade, siger Ulrika og
forklarer, hvorfor løb er så god en sportsgren:
"Det gode ved at løbe er, at det er en så fleksibel sport. Du
kan løbe når som helst og hvor som helst, og så kræver det kun et
par løbesko. Nogen gange tager jeg også Felix med ud i en
babyjogger. Han synes det er sjovt at sidde og kigge på andre
mennesker og barnevogne, og jeg får god motion ud af det-for
faktisk er det hårdere at løbe med en babyjogger, end hvis du bare
løb almindeligt, siger hun afslutningsvis.
Registrer`dig gratis som bruger på MotionDANMARK og få
mulighed for at følge din egen træning og sundhed i din personlige
dagbog
