For Anders Agerbeck på 28 år er løb i Fivefingers
("løbehandsker" uden stødabsorbering) blevet så almindelig del af
hans hverdag, at han ikke kunne forestille sig at løbe i et par
almindelige løbesko mere. Faktisk føler han sig slet ikke tilpas i
de traditionelle løbesko:
"Jeg føler mig som Bambi på glat is i løbesko. Det er helt
unaturligt for mig, næsten ligesom det er for en mand at gå i
højhælede stiletter", siger han og forklarer, hvordan det hele
startede:
"I 2010 deltog jeg i Copenhagen Marathon som almindelig løber,
og her så jeg nogle barfodsløbere og synes, det var fascinerede, at
de kunne løbe så langt uden sko på. Og så på hård asfalt! Samtidig
begyndte jeg at læse bogen "Born to run", som netop handler om
barfodsløb, og så var jeg solgt. Jeg har aldrig vendt tilbage til
traditionelt løb siden", siger Anders.
I dag løber han gerne tre gange om ugen og kun i sine
Fivefingers:
"Det er så fed en måde at løbe på. Man bevæger sig helt
anderledes end med almindelige løbesko. Efter jeg er begyndt at
løbe med Fivefingers, er min holdning blevet meget mere rank, mit
løb føles lettere, og så er jeg faktisk også blevet hurtigere,
efter jeg er begyndt at løbe med de specielle "løbesko. Det giver
mig en helt speciel løbeglæde, som jeg ikke har oplevet før".
Besteg Mount Kinabalu i Fivefingers
Men Fivefingers kan ikke kun bruges til at løbe i. Anders
har for eksempel besteget en af verdens højeste bjerge i de
specielle "sko".
"i februar besteg jeg faktisk Mount Kinabalu i Syd-Øst
Asien. De fleste jeg fortalte om mine planer rystede på hovedet og
synes, jeg var skør, men det lykkedes rent faktisk", siger han og
smiler.
Og som om det ikke skulle være nok, så har Anders en drøm om at
løbe sit næste maraton i Fivefingers:
"Jeg vil rigtig gerne løbe Berlin Marathon 2012 i mine
Fivefingers, og så står jeg på venteliste til New York Marathon
også i 2012. Så jeg håber rigtig meget, jeg får plads og kan vise
endnu flere, at man rent faktisk godt kan løbe langt, også selvom
man ikke har et par dyre løbesko til 1500 kr under fødderne".
Er du blevet nysgerrig? Her er nogle gode råd, får du begynder at
bevæge dig ud uden sko på:
- Besøg en ordentlig løbeforretning, hvor personalet er uddannede
eksperter og brug deres erfaringer til at finde de rigtige
Fivefinger.
- Prøv Fingers af på et løbebånd og mærk efter, om det er noget
for dig.
- Start langsomt op! Det kræver tilvænning for sener og led at
løbe uden stødabsorbering. Går du for hurtigt frem, får du let
skader.