Som to perfekte kegler står vulkanerne Concepción og Maderas op
fra øen Ometepe i Lake Nicaragua. Tre nonner, fem backpackere og en
håndfuld lokale venter allerede på båden til øen ved kajen i
havnebyen San Jorge.
En ældre mand kommer hen til mig og affyrer en række
spørgsmål:
Hvor kommer jeg fra? Hvad laver jeg? Hvad skal jeg her?
»Tænk, pigen rejser alene hele vejen fra Danmark. Danmark! Det
ligger i Europa,« råber han til færgemanden, da vi går om bord på
en lille treetagers færge.
Han er selv skolelærer, og han smiler bredt som en, der netop har
vundet i lotteriet.
På færgen hopper turisterne rundt og tager billeder af vulkanerne,
der står klart i horisonten. Jeg tager selv et par stykker gennem
vinduet, lidt flere fra 1. dæk, derefter fra 2. dæk, og bagefter
begynder jeg forfra.
Først et kvarter inde i den timelange sejltur falder de fleste til
ro. De lokale drikker øl og spiser chips fra en kiosk på færgen.
Turisterne udveksler rejseerfaringer med hinanden.
Ved ankomst til øen vågner de klikkende turister op igen. En optisk
illusion efterlader det indtryk, at havnebyen Moyogalpa ligger lige
for foden af vulkanbjerget Concepción, der ifølge guidebogen stadig
er aktiv og senest spyede aske i 2007. Moyogalpas farverige huse
får et gyldent skær i seneftermiddagens lys.
Damen i kiosken, hvor jeg bestiller en sodavand, mens jeg venter på
en bus, smiler bredt, mens hun overfalder mig med flere spørgsmål.
Hvor kommer jeg fra? Hvor mange børn har jeg? Hvor er min
familie?
»Tænk, hun er på alder med mig, og hun har ingen børn. Der, hvor
hun kommer fra, får kvinderne næsten ingen børn,« forklarer hun til
sin kollega, da jeg rejser mig for at tage bussen. Hun kigger længe
efter mig.
Hun har selv fem børn og er blevet steriliseret. Fem må være nok,
tilføjede hun.
Indiansk befolkning
Busturen til øens anden hovedby, Altagracia, tager omkring
en time. Mange står op i bussen, og vi sidder tre på to
sæder.
På den ene side af mig sidder en lillebitte, ældre dame med hud som
en slidt lædertaske. Hun har en levende høne i skødet, og hun taler
næsten ikke spansk.
Øen er kendt for en indiansk befolkning med et sprog, som ikke
fandtes blandt indianerne i Nicaraguas hovedland. Under kolonitiden
blev øen ofte angrebet af pirater på vej til Managua, og indianerne
måtte flygte længere ind på øen. Under revolutionen i 1970'erne
blev øen skånet for uroligheder og fik tilnavnet fredsoasen af de
lokale.
På den anden side af mig sidder en ung mand, der viser mig
indholdet af sin mobiltelefon. Han viser mig et billede af en ung
mand, der står med opadvendte tommelfingre foran en Pepsi-lastvogn.
Han peger på telefonen, på sig selv og tilbage på telefonen og
smiler og nikker. Derefter et billede af ham selv foran et
Pepsiskilt ved en restaurant. Og sådan fortsætter det.
Han arbejder for Pepsi, og det er han stolt af.
Lyde i natten
Jeg tjekker ind på Altagracias dyreste - og næsten eneste
- hotel: Hotel Central. Receptionisten, der var faldet i søvn i en
gyngestol i lobbyen, viser mig et værelse til 10 dollars (ca. 55
kr.). Da jeg spørger, om der er andre værelser, rynker
receptionisten panden og ser meget alvorlig. Ja, vi har hytter, men
de er meget dyre.
For 12 dollar (ca. 70 kr.) lejer jeg en hytte: Eget bad, iskoldt
vand ud af en enkelt stråle fra væggen og min helt egen
kakerlak.
Hele natten pusler og larmer det omkring hytten. Jeg vågner med
drømme om kakerlakker, som forsøger at bryde ind. Noget skraber op
ad døren. Noget pusler i badeværelset. Der er ingen tvivl om, at
der er nogen eller noget, der går rundt derude midt om
natten.
Næste morgen ved firetiden vågner jeg af et kor af hanegal. Det er
stadig buldrende mørkt.
Da jeg senere stiger ud af hytten, forstår jeg nattens lyde.
Altagracia vrimler med høns, grise, hunde og heste, som går frit
rundt i landsbyen, som det passer dem.
Landsbyen lugter af afbrændt plastic. Beboerne indleder morgenen
med at hælde gårsdagens skrald ud på vejen og brænde det af.
Folkefest i kirken
Det er søndag. Der er ingen busser, og stort set alt er
lukket bortset fra kirkerne. I kirken ved torvet er der til gengæld
fuldt hus.
Allerede kl. halv seks begynder den første gudstjeneste. Den næste
omkring kl. ni. Folk kommer kørende fra nær og fjern på motorcykler
og cykler. Gerne en hel lille familie inklusive macheter på en
enkelt motorcykel. Eller en hel landsby på bagsmækken af en
lastbil.
I kirken står forældrene med deres nyvaskede børn, der oftest blot
har 5-10 centimeter mellem hver aldersgruppe.
En mand med farverig skjorte og solbriller står tæt ved alteret og
spiller på et elektrisk klaver. Han synger - ganske falsk - om Gud
og Jesus.
Efter gudstjenesten foretager præsten en massebarnedåb af syv
børn.
»Lover I at ære Gud og opdrage barnet i Guds ånd?« spørger
præsten.
Før der lander et synkront »si« fra familierne, svarer han selv på
spørgsmålet:
»Ja, ja, det siger I nu, men senere glemmer I alt om jeres
løfte.«
Forsamlingen griner og snakker. Keyboardmanden tænder for et
hurtigt beat og begynder at spille igen. Børn løber rundt mellem
bænkene, og gadehunde løber ind og ud af kirken. Gudstjenesten er
en folkefest.
Masser af billeder
»Tag et billede af os,« siger en mand, der sidder med
flere af sine børn på en veranda tæt ved kirken. Familien stuver
sammen om mig og kigger nysgerrigt på billedet bagefter. De har
alle sammen søndagstøjet på.
»Tag et billede af os,« siger en storbarmet kvinde lidt efter. Hun
sidder på en anden veranda og er i færd med at flette en piges
hår.
»Tag et billede af os,« råber tre små piger, da jeg passerer dem.
Da jeg har taget deres billede, skal jeg tage billeder af deres
dukke.
De vil ikke have penge. De vil ikke sælge noget. De er blot
nysgerrige og vil i kontakt.
De vil vide, hvad vi spiser i Danmark. Hvor lang tid det tager at
rejse i bus til Europa. Hvor mange børn kvinderne får der.
Øen byder på varmekilder, regnskov, aber, fugle og
ferskvandsstrande.
Et af de bedste steder at gå på stranden er Playa Santo Domingo.
Her er sand, liggestole og parasoller. Og vaskekoner i
strandkanten.
Heste vandrer forbi både solbadere og vaskekoner for at drikke
vandet ved strandkanten. I baggrunden dækker vulkanen Concepción
sig til med et let tæppe af skyer.
En kombination af aktiviteter, jeg ikke mindes at have set
før.
Man glemmer hurtigt, at Lake Nicaragua - på trods af færger,
strande og en aktiv vulkanø med sit helt eget venlige folk - er en
stor ferskvandssø.
Artiklen er bragt i samarbejde med Jyllands-Posten