Golf i tropevarmen

Malaysia satser på golfturisme, og pengene rækker langt i landet. Banerne er velplejede, omgivelserne eksotiske, og mange klubber holder på formerne i den tidligere engelske koloni.

Af Jyllands-Postens arkiv

Foto: JP

"Jungle!!" lyder det fra caddien.

Den triste dom leveres langstrakt og lakonisk efter et skævt drive, som ender et godt stykke inde i den tætte regnskov, der omgiver banen. Vi leder lidt mellem træerne i udkanten af banen, men hverken spillere eller caddie begiver sig ind i virvaret af tropiske træer, bregner og tæt bevoksning.

Dels er bolden umulig at finde. Dels kan junglen være hjemsted for kryb, som det er mindre rart at møde eller blive bidt af.

Mange golfbaner i Malaysia ligger i spektakulære omgivelser. Frodigheden er overvældende i den fugtige tropevarme, så træer, blomster og buske skaber de smukkeste grønne kulisser. Monumentale klipper, bolddragende søer og forræderiske vandløb bidrager til at skabe dusinvis af velanlagte og velplejede golfbaner, der kan udfordre golfentusiaster på alle niveauer.

Græsset på fairway er tæt og saftigt, og roughen kan være sej, hvor den ikke er klippet i bund. De tropiske græsarter suger ofte den lille bold til sig, så forvent ikke lange rul, der forlænger slaget.

Konkurrent til Thailand
Malaysia vil gerne være et golfalternativ til Thailand, som danske golfere i stor stil besøger i det mørke og kølige vinterhalvår. Det er ikke let at tage kampen op med danske rejsendes foretrukne oversøiske rejsemål, og Thailand har masser af dejlige baner, men Malaysia kan på mange måder matche nabolandet mod nord.

Udvalget af baner er stort, og det er forholdsvis billigt at spille. Banerne nær de største turistområder i Thailand er dyrere, og priserne er endnu højere i Singapore, der ligger ved Malaysias spydspids. Af samme grund valfarter spillere fra nabolandene til Malaysia for at svinge jern og køller. Ja, der er endda grupper fra Japan, Sydkorea og Taiwan, der lokkes til landet med billige pakker, der inkluderer greenfee og hotelophold.

Samtidig er der god plads på banerne, hvis man kan drible uden om weekenden, da der ofte er fyldt op, for golf er populært i landet. Faktisk er en del baner lukket for gæster, fordi helligdagene er forbeholdt medlemmer, der betaler en efter lokale forhold pæn sum for et medlemskort.

Thomas Bjørn og kaffekoppen
Hos golfeliten er Malaysia også kommet med på verdenskortet. Hvert år afvikles en af Europatourens turneringer på en udvalgt bane omkring hovedstaden Kuala Lumpur. Det var her, at Thomas Bjørn for nogle år siden slog et langt jernslag som indspil til det afsluttende hul 18 så skævt, at han ramte taget på et af serveringsteltene, hvorfra bolden trillede ned i en kaffekop. Den danske spiller fik et frit drop og scorede par.

I samme turnering måtte flere spillere se deres bolde lægge sig til rette i et palmetræ, fordi de krumme palmeblade suger boldene til sig, så de triller og lægger sig til rette ved træstammen. Det giver til gengæld ikke et frit drop.

Trøjen ned i bukserne
Klubberne i Malaysia, der er en tidligere engelsk koloni, er ganske konservative, og på de fleste baner holdes der øje med, om påklædningsreglerne overholdes. Her bliver det påtalt, hvis trøjen, naturligvis med krave, er krøbet ud af bukserne, hvad der kan være tiltrængt i tropevarmen.

Buggy er obligatorisk på langt de fleste baner, og mange steder er der også krav om caddie. De små golfvogne kan såmænd være behagelige nok i den tropiske hede, men som regel må de kun køre på de afmærkede stier, så man alligevel skal løbe frem og tilbage mellem bil og bold for at finde de rigtige jern. Samtidig er det svært at nyde banens design, fornemme naturen og bevare koncentrationen.

Caddierne er søde, og de gør deres bedste, men det skaber altså en del logistiske udfordringer, når en firebold skal betjenes af et par caddier, som både skal markere bolde, pudse jern og finde putteren frem. Men de er godt nok dygtige til at finde vildfarne bolde. Når de ikke lige lander i junglen.

Artiklen er bragt i samarbejde med Jyllands-Posten

Tryghedsgruppen