Geden over mit hoved står på den yderste kant og strækker sig
yderligere lidt. I strid med tyngdeloven sker der ikke andet, end
at den får fat i et par skud mere fra en busk.
Her i bunden af kløften er der - bortset fra gederne, hvis klokker
om halsen får en til at stå stille og se op for at lokalisere dem -
stille og forårsagtigt. De røde valmuer og en gul blomsterart, som
minder lidt om mælkebøtter, bare mindre, breder sig frodigt mellem
de rødbrune klippestykker. Indimellem møder jeg andre vandrere, der
udforsker turen.
Det er næsten muligt at glemme, at jeg for under en time siden gik
med hjertet oppe i halsen, fordi en fremmed græsk mand slæbte mig
ind i en grotte i bjergets dyb.
Alternativ til Samaria
Vandreruten tager sit udgangspunkt ved munkeklostret
Gouverneto, der er placeret nordligt på en halvø ca. 20 kilometer
fra hovedbyen på det vestlige Kreta, Chania, og byens mange
omliggende turisthoteller.
Nordkysten er populær blandt de tusinder af danske turister, der
hvert år besøger Vestkreta, og mange af dem tager på dagture for at
vandre i den berømte Samaria-kløft på den sydlige del af øen.
Kløften er berygtet for især i sommervarmen at byde på en lang,
strabadserende vandring.
Men mindre - og ikke mindst tættere på - burde kunne gøre det, var
tanken bag min udflugt denne overskyede majsøndag.
Fra klostrets p-plads går en bred vandresti, skabt af tilhuggede
klippestykker, den lige vej mod havet. Jeg møder ingen det første
stykke tid, mens stien efterhånden bliver mere stejl nedad. Et sted
er den nærmest anlagt i hårnålesving, men stadig fin at gå på iført
almindelige (vandre)sko.
Et stort skilt på p-pladsen bag mig forkynder, at munkene stiller
en stribe krav til besøgende: Man skal f.eks. være tækkeligt klædt
og må hverken have madkurv med eller fotografere.
Da jeg efter en halv time er på vej ned ad den trappe, som stien nu
har forvandlet sig til, skynder jeg mig derfor at proppe kameraet i
tasken, idet jeg får øje på en græskudseende mand på et plateau
neden for trappen. Han står blandt ruinerne af et tidligere lille
kloster, Katholiko-klostret, fra omkring 1600.
Det viser sig, at den græske mand og hans kammerat selv tager
billeder. De er turister fra den største by på Kreta, Heraklion på
øens østlige del.
Eremittens grotte
»Så du grotten,« spørger de, og jeg nikker
bekræftende.
På min vej var der et primitivt tilhugget hegn og et lille alter
foran en flere meter bred grotteindgang. Bjørnegrotten - det græske
navn er Arkoudospilio - rummer en drypstensformation, der ligner en
bjørn, som står og drikker af et naturligt bassin. Legenden siger,
at bjørnen blev forvandlet til sten af selveste Jomfru Maria.
Jeg holdt nu lidt afstand. Kulden isnede ud fra grotteåbningen, og
fordi jeg var alene, virkede hele setuppet uhyggeligt.
Men nej, det er ikke bjørnen, de to græske kammerater taler
om.
»Kom, jeg kan vise dig den. Den er lige her,« siger en af dem, der
præsenterer sig som Labis.
»Du kan låne min pandelampe,« insisterer den anden, som bliver
udenfor.
Ved siden af trappen er der en knap mandshøj grotteåbning med et
lille alter indenfor til venstre. Søger man mod højre og op over
klippens bund, som bestemt ikke er plan, kan man gå dybt ind i
grotten. En hvid snor er bundet fast til klippen og viser
vejen.
Vi er i St. Johns Grotte. Eremitten og helgenen brugte ifølge
legenden grotten, der er over 100 meter dyb, som tilflugtssted.
Katholiko-klostret uden for grotten kaldes også Eremitten St. Johns
Kloster.
Efter 15 minutters gåtur, hvor jeg somme tider må lede efter et
sted at sætte fødderne og et par gange får en hjælpende hånd af
Labis, når vi det inderste rum i grotten. Her er endnu et lille
alter, der vidner om, at St. John hvert år den 7. oktober mindes
her mellem stalaktitter og stalagmitter.
Oliventræ med en stor opgave
Vel ude igen bliver jeg præsenteret ordentligt for mine to
græske hjælpere, den 35-årige Labis Mandalenakis og hans 40-årige
kammerat, Kostas Siderakis. De er tydeligt stolte af både grotte og
klosterruiner og fortæller gerne historiske detaljer - skønt de
også selv er her for første gang.
»Se oliventræet her,« peger Labis og forklarer, at det 10 meter
høje træs rødder er så vidt forgrenede, at de går langt ind under
klippen.
Hvis træet dør, skrider en del af bjerget, klosterruinerne - og
måske endda den hellige grotte.
De to vandrer videre, efter at de med en håndbevægelse har fejet
min takketale af og forsynet mig med en plade chokolade til
blodsukkeret.
Selv følger jeg også stien gennem kløften ned mod vandet blot 10
minutters gang væk. Her er en lille vig, der tidligere har været
brugt som havn, og på pimpstensklipperne kan man stadig se, hvor
munkene i sin tid huggede dem i stykker for at bygge deres hellige
huse.
Her kan man hvile ud og strække benene før den cirka en time lange
vandretur tilbage ad klostervejen.
Artiklen er bragt i samarbejde med Jyllands-Posten