Sportsløbehjul? Jeg har aldrig hørt om det før. Og da slet ikke
som sportsgren. Og skal jeg være helt ærlig, så føles tanken om at
løbe rundt på løbehjul i en skov noget fremmed for mig. Men ikke
desto mindre skulle min skepsis komme an på en prøve, da jeg en
aften i juli sammen med nogle kollegaer drog til Ganløse for at
deltage i den ugentlige skovtræning.
Ved Ganløse Hallen bliver vi mødt af Martin Iversen, der
bestyrer Dansk Sportsløbehjul Klub, og som i dagens anledning har
taget forskellige typer af sportsløbehjul med. Efter et par omgange
på parkeringspladsen går turen over til Dæk-Arne, som er det
sædvanlige mødested for klubbens ca. 10 medlemmer, der hver tirsdag
løber på sportsløbehjul eller kører mountainbike i skoven.
Vi bevæger os ud mod skoven og påbegynder træningen. I starten
går det legende let-vi suser alle sammen hurtigt ned af asfalten og
får kyndig instruktion af Martin, der fortæller, hvordan man kan
læne sig tilbage og køre endnu hurtigere på løbehjulene. Det virker
let og ikke særlig anstrengende, og jeg kan ikke lade være med at
tænke, hvordan dette overhoved skulle kunne hamle op med løb? Men
det skal hurtig vise sig at ændre sig!
Rødder og stejle skrænter
Da vi kommer ind i skoven viser den første udfordring sig hurtigt.
For de stive løbehjul fungerer ikke særlig godt i det ujævne
terræn, og vi må hoppe af, for ikke at snuble over rødder og sten i
skovbunden. Man kunne derfor måske overveje, om et løbehjul mere
passer sig til løb på asfalterede veje end ujævne skovstier.
Dog må jeg indrømme, at det er en rigtig fed oplevelse at
løbe"offroad" ned af stejle skrænter, hvor der virkelig kan komme
fart over feltet. Der er et element af lidt ekstrem-sport over det,
når man løber ned af skråningerne i højt tempo, og det kan helt
sikkert give mange mennesker et godt kick!
For nybegyndere kan det dog godt virke noget skræmmende, så
et par stykker samt undertegnede må enkelte gange opgive og gå ned
af de allermest stejle steder. Faktisk kommer der så meget fart
over feltet, når vi løber ned af skrænterne, at nogle af
mountainbikedeltagerne (som også er med til træningen) bliver sat
af i forsøget på at nå os!
Vores tur fortsætter ud på mindre grusveje, der omgiver skoven,
og vi nyder den smukke natur, som omgiver Ganløse. Det er en
utrolig smuk sommeraften, og vi møder mange motionsløbere og
-gængere på vores vej. De kigger noget forbløffet på os. Og helt
ærligt, jeg forstår dem godt-for det må da også se noget underligt
ud med vores cykelhjelme og løbehjul inde i skoven!
Sådan fortsætter vi i alt 18 km! Noget af en distance, selv for
os i MotionDANMARK, der træner løb og spinning flere gange om ugen!
Det gør det heller ikke mindre hårdt, at vi hver gang, vi møder en
bakke, løber op ad den. Det får pulsen op i rekordfart og
sportsløbehjul er derfor uden tvivl en rigtig god form for
konditionstræning og en god alternativ måde at træne på.