Den kølige, friske luft rammer ansigtet som en velkommen hilsen,
da buschaufføren endelig lader motoren få et hvil og åbner
døren.
Det har været en usædvanlig lummer dag i Lugano, Schweiz' sydligste
by. Folk har stået i kø for at få plads under caféernes parasoller
langs Lugano-søens promenade og få noget koldt at drikke, men 2.300
meter over havets overflade har den varme dyne løftet sig.
Bussen har stønnende kæmpet sig op igennem hårnålesvingene i den
billedskønne Maggia-dal i den italiensk-talende kanton Ticino.
Nogle gange må buschaufføren kante den igennem ved at bakke frem og
tilbage med en hale af biler bag sig og meget tæt på kanten.
Indimellem dukker en landsby op i skovbrynet med gamle stenhuse med
blomsterkasser under vinduerne, men efter to timer breder den
inddæmmede Lago de Narét sig foran os, og det er her, turen
virkelig begynder. Målet er Capanna Cristallina knap 300 meter
længere oppe.
Bjerghytten ( www.capannacristallina.ch) ligger i passet mellem
valle Maggia og val Bedretto og tilbyder hvert år mange tusinde
vandrere ly for natten i en køjeseng. Det lyder simpelt, men hvem
andre kan tilbyde et værelse med en uspoleret udsigt til en
gletsjer og en solopgang over bjergkammen, som man ikke skal dele
med andre?
Opstigning til fods
Men først er der lige gåturen. Den eneste måde at komme derop er
via stier. De er både stenede, mudrede og stejle og går over enge
og langs skrænter. Indimellem må hænderne tages i brug, og
vejrtrækningen bliver hurtig anstrengt på grund af den tynde luft.
Men efter lidt tid finder lungerne en rytme, og vi begynder at nyde
den storslåede natur: Klukkende vandløb. Små, blå klokkeblomster,
der stædigt klæber sig til stenene. Højt græs, der svajer i vinden,
og blanke bjergsøer, der tager farve efter mineralerne i stenene
omkring dem.
Turen op er 5,5 km og skifter mellem fald og stigninger. En erfaren
vandrer kan klare det på under to timer, men det er også skønt bare
at tage sig god tid, smide sig i græsset og lukke øjnene og spise
en madpakke.
Stilheden bliver pludselig afbrudt af bjælder. Så dukker der en ko
op over bakkekammen, og så en mere, men de tager ingen notits af
gruppen af tobenede gæster, der spadserer forbi, og gumler videre
uden sans for den fantastiske udsigt.
Det er ganske normalt i Schweiz og en god måde at udnytte de
frodige skråninger på. Der kommer også andre vandrere op ad stien
eller entusiaster med mountainbikes, som hilser venligt, men det
føles alligevel som at have bjerget for sig selv.
»På en skala fra 1 til 10 ?« siger den unge lokale guide, Barbara
Pellanda, der hele sit liv har taget grådigt for sig af de
muligheder, som Alperne tilbyder: »Jeg giver Cristallina 10;
naturen ændrer sig hele tiden undervejs, og her er meget
smukt.«
Byggeri med luftfragt
Efter en time kan vi for første gang ane
Cristallina-hytten i horisonten. Det er bare en brun plet, som man
skal vide er der for at få øje på den, og inden vi når frem, bliver
der både mulighed for at dyppe tæerne i en iskold sø og en lille
snekamp i en drive, der er blevet liggende siden vinteren, men kl.
16 er vi der.
Hytten blev bygget i 2003, efter at den gamle blev ødelagt af en
lavine i 1999. Man kan stadig se resterne af fundamentet på vej op.
Mirakuløst blev ingen dræbt, men den nye er bygget godt 200 meter
højere oppe, fordi det er mere sikkert. Alle byggematerialer måtte
flyves op med helikopter, men hytten - som nærmere er et
vandrerhjem - var færdig på bare otte måneder, og resultatet er
velgennemtænkt.
Foran er der en kæmpe terrasse langs bygningens ene side, der
fanger eftermiddagssolen og lokker de fleste, både familier,
grupper af unge og gamle venner, til at smide støvlerne og slå sig
ned på de lange træbænke, smække benene op og vrikke lidt med
tæerne. Herfra kan man se ud over dalen, der ligner et
månelandskab. Hvis man er heldig, kan man også få øje på en
bjergged oppe ad bjergsiden. Derfor er det godt at have en kikkert
med. I det hele taget hæver Cristallina sig i standard over de
fleste andre bjerghytter.
Mange vandrere går fra hytte til hytte - også om vinteren - og får
på den måde naturen om dagen og komfort om natten, men flere steder
er forholdene så basale, at gæster selv skal have vand med til
tandbørsten.
Her i Cristallina kan man oven i købet få et bad for 3 euro (ca. 23
kr.) ekstra oven i overnatningen til 20 euro for voksne (ca. 150
kr.), 8 euro for unge (ca. 60 kr.), mens det er gratis for børn
under seks år. Man skal stadig have sit eget håndklæde med i
rygsækken og alt andet, som man mener at få brug for, og dele
badeværelse og soverum med andre. I Cristallina er soverummene delt
op i firemandsværelser, ottemandsværelser og et større grupperum,
men det føles hyggeligt på samme måde, som når man er på
lejrskole.
Altid mad på bordet
Vi er en lille flok, og den kvindelige leder af stedet har på
forudbestilling lavet en lille buffet til os af
Ticino-specialiteter: salami, små pizza-firkanter, alpeost,
focaccia og pancetta (en rouladeagtig, traditionel, tyndt skåret
røget pølse). Vi tager det med ud på terrassen og nyder det i solen
med vand, frisk luft og kold hvidvin, indtil solen forsvinder bag
Alperne og minder os om, hvor koldt det er i disse højder.
Fleecetrøjerne bliver hurtigt fundet frem fra rygsækkene sammen med
de tykke strømper. Da solen helt forsvinder, bliver det også
bælgmørkt, men indenfor er der stadig rart og varmt, og i den store
spisesal kan alle, der ønsker det, senere på aftenen spise til en
favorabel pris. Det er det eneste, som man kan være sikker på i
alle hytter. Man kan altid købe et måltid.
Menuen denne dag er linsesuppe, pizzocheri (en pastaret med
boghvede, kartoffel og morgenfruefrø) og chokoladebudding.
Tallerknerne samles ind på højskolemaner, og mange er trætte efter
en hård dag og går tidligt i seng. En kvinde i gruppen klager over
hovedpine; det er en typisk reaktion på den tynde luft. Et ungt par
forsvinder op ad bjergsiden og tilbringer natten på stenene i en
sovepose, men det er for de virkelige naturentusiaster. Vi andre
finder vores køjesenge og falder hurtigt i søvn.
Tilbage til civilisationen
Den næste morgen bliver vi vækket af et krybende gråt lys,
fordi solen endnu ikke er nået op over Alperne.
Det går nedad næsten hele vejen, så det sker i rask trav. Ruten går
forbi flere bjergsøer. Ved en af dem strømmer vandet ud af et
firkantet hul i bjergsiden over den. Det ser mærkeligt ud, men er
en del af et imponerende, omfattende vandkraftsystem, som er boret
igennem dalen under bjerget og leverer strøm til mange tusinde
husstande.
Ved dæmningen ved foden af Basodino-gletsjeren kan man se op til en
anden hytte. Det ville have været et godt mål, hvis vi ville
fortsætte vores vandring, men vi springer i stedet på svævebanen og
bliver på 15 minutter båret 800 meter ned til San Carlo, hvor vores
buschauffør venter på os.
Herefter sætter vi kurs mod Locarno ved Maggiore-søens nordlige
bred. Et par timer senere er den kølige, friske bjergluft et fjernt
minde og efter et dejlig varmt, langt bad bliver det støvede og
svedige tøj krøllet sammen og smidt i kufferten til fordel for
sandaler og en let sommerkjole - nu parat til en anderledes
vandretur igennem Locarnos gamle, civiliserede gader.
5 råd til rejsen
Frokost i en grotto: Navnet kommer af, at folk i sin tid
søgte ly fra middagsheden i de naturlige huler i bjergsiderne og
spiste salami med brød og drak kølig vin, men grottoer tilbyder
stadig god, traditionel mad. Prøv f.eks. grotto Bavona i landsbyen
Solerto i Bavona-dalen på vej ned ad bjerget efter
Robiei-svævebanen.
Gå op til et vandfald: På afstand ser Foroglio-vandfaldet (foto
herover) i Val Bavona ikke voldsomt ud, men standser man i den
idylliske Foroglio-landsby, hvor tiden synes at være gået i stå, og
følger stien op, er vandfaldet overvældende. Der falder mere end
1.000 liter i sekundet, og går man helt tæt på, bliver man hurtigt
gennemblødt af støvregnen, der hvirvles op fra vandets slag mod
stenene.
20 år gammelt tog: Udsigten fra Mounte Generoso over Lugano-søen er
fabelagtig, men turen derop med det 120 år gamle tog fra Capalago
er mindst lige så smuk. I klart vejr kan man fra toppen se den
gyldne madonna på toppen af katedralen i Milano. På vej op passerer
toget Bella Vista, som engang var et hotel. Før toget kom, betalte
rige kvinder unge stærke mænd for at bære dem op, men da toget
gjorde det muligt for alle at komme af sted, var hotellet ikke
længere interessant blandt velhavere og lukkede. Hvis man har lyst,
kan man gå op til Generoso og ned via små stier.
www.montegeneroso.ch og www.lakelugano.info.
Spring som agent 007: Det koster næsten 1.300 kr.; til gengæld er
det et af de højeste bungee jump i verden, og bagefter kan man
sige, at man er gjort af samme stof som James Bond alias agent 007
alias Pierce Brosman i "Golden Eye". Verzasca-dæmningen ligger lidt
uden for Locarno og tilbyder et frit fald på 220 meter, der varer
godt syv sekunder.
Info: Schweiz er et velorganiseret land, og nu kan man også
downloade al den info, som man har brug for som en app på sin
iPhone, uanset om man er på byferie eller vil vandre. Se www.myswitzerland.com.
Artiklen er bragt i samarbejde med Jyllands-Posten
